Så blev det endelig tid til at The Burning fik lov til at udgive et helt album. Noget jeg har set frem til i lang tid, faktisk lige siden ” ...every knee shall bow, every tongue confess” demoen ramte min afspiller og endnu mere siden jeg oplevede dem første gang live. Jeg er mildest talt begejstret for nærværende skive.
Hvad er det så der er så godt ved The Burning? Jo, først og fremmest er det energien i musikken. Samtlige numre er ligeså meget in-your-face, som når du står foran spejlet og sprøjter bumser. Det er lige dele hurtigt, tungt og aggressivt. Det indbyder til at ryste håret. Jeg kunne blive ved med at kaste korte sætninger efter dem, men det bliver du som læser højst sandsynlig ikke meget klogere af. Den bedste anbefaling jeg kan komme med er dog, at du køber albummet og hører det så højst som muligt.
Den tidligere Panzerchrist guitarist Rasmus Normand er alene om guitar pligten i bandet og det gøres på bedste vis. Riffene bliver liret af præcist og man har svært ved at forestille sig nogen anden lyd dér. Man sidder ikke som lytter og mangler en ekstra guitarist, og størstedelen af grunden hertil er bassisten Thue Møller. Basgangen er smooth og groovy, men samtidig brutal og fyldig. Jeg har siden første færd været henrykt over den tydelige tilstedeværelse af bassen og de gode takter fortsætter på denne skive.
Trommerne, styret af Tobias Høst, er selvfølgelig også en vigtig del af The Burning. Det er ikke indviklede trommer og måske ikke så tekniske som så meget andet, men derimod simpelt og hårdtslående. Og det passer perfekt ind. Nu skal det heller ikke lyde som om Tobias ikke er dygtig eller noget i den stil, for lidt skal der da til for at fyre den sådan af – mere er bare ikke rigtig nødvendigt og der er faktisk ingen grund til at overdrive, når det lyder så fedt.
1, 2, 3 og så er vi kommet til den karismatiske Johnny Haven på vokal. Vokalen er ligeså aggressiv som resten af instrumenterne og tilføjer derfor kun ekstra energi til musikken. Selve attityden i Mr. Haven's vokal er 50% af stemningen og han tilføjer derfor et vigtig element til musikken. På scenen er Johnny Haven en født performer og han forstår virkelig at få folk med.
Det her er bare en smælder fee plade. Den kræver ikke det store af lytteren og den kan høres afdæmpet eller øredøvende højt, uden at det ødelægger musikken på nogen måde.
Når det så er sagt, så kan jeg godt se hvad nogle kritikere mener, når de siger musikken er kedelig eller monoton. Numrene kan lyde ens.
The Burning er bare et band, man enten kan elsker eller hader. Og efter hvad jeg hører i krogene, så er meningen den samme om Johnny Haven’s vokal. Jeg er heldigvis en af dem der elsker The Burning – både på dette udspil, men så sandelig også live. Det er bølle-knallert-heavy-beskidt-tonser-thrash af bedste skuffe.
Håndværker - colic-help - skate - board - farts - threat
