mandag den 22. oktober 2007

Carpathian Forest - Fuck You All!!!!


(Season of Mist / VME)

Så skulle det blive tid til kaoterne Carpathian Forest’s 5. album med den meget publikumsvenlige titel ”Fuck You All!!!!!”. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke er den der kender mest til bandet i verden, men i mine ører lyder det, som om de fortsætter hvor de slap med det forrige album ”Defending the Throne of Evil”. Altså go’ gammeldaws norsecore black metal, tilsat den noget mærkelige humor som også kendetegner bandet.

Jeg er faktisk aldrig blevet enig med mig selv om hvorvidt jeg synes det er fedt eller ej, men når jeg så ser en sangtitel som ”Start Up the Incinerator (Here comes another useless fool)”, så må jeg bare smile. Musikalsk så virker CF på mig som et band hvis formål er at hylde deres inspirationskilder. Hvis vi nu tager åbningsnummeret ”Vi Åpner Porten Til Helvete”, så skriger det Darkthrone møder Venom, men der er alligevel lidt mere i det end som så. Lægger man mærke til de sparsomt indsatte sfæriske keyboard passager der fremhæver den dunkle og kolde stemning, så minder det om hvorledes Morbid Angel gjorde det selv samme så mesterligt på ”Altars of Madness”.
Det efterfølgende nummer er ren Immortal. Om det så er tribut eller ironi skal jeg ikke være dommer over, men både lyrisk såvel som musikalsk kunne dette nummer godt være på en post ”Blizzard Beast” Immortal plade.
Således kunne jeg fortsætte listen – ”Submit To Satan!!!” har klare teutonske thrash rødder, og ”Everyday I Must Suffer” lader igen periodisk Venom hilse, og mon ikke Celtic Frost har haft en vis indvirkning (urgh…)?

Generelt kører CF konsekvent i midtempo black metal af den gamle skole, godt spædet op med rock ’n roll, heavy og thrash metal elementer, og det fungerer ganske udmærket. Numrene ”Sumit To Satan!!” og ”Diabolism (The Seed and the Sower)” falder en smule svagere ud end resten af pladen, men bundniveauet er temmelig højt hos CF, og upåagtet skæve skrig og mærkelig humor, så kan CF virkelig strikke noget godt ekstremmetal sammen. Riffs og melodier er alle sammen førsteklasses, og om de tromler derudaf i mid-tempo eller hamrer løs i blastbeats, så formår de at holde lytterens opmærksomhed fanget, på trods af, at variation ikke er i højsædet hos disse norske trve black metallere.
Det er dygtige musikere, der kender deres pladesamling godt, og nu er musikerne jo ikke selv grønne udøvere af den norske black metal (de slår eller har slået deres gang i bands som Emperor, In The Woods og Satyricon), så de har selvfølgelig prøvet det meste før. Musikken lyder dog ikke så brugt som mine ord kunne give udtryk for. Dette er måske ikke noget mesterværk, men det er en habil plade det her, med mange lyspunkter.

Trackliste

Vi Åpner Porten Til Helvete…
The Frostbitten Woodlands of Norway
Start Up the Incinerator (here comes another useless fool)
Submit To Satan!!!
Diabolism (The seed and the sower)
Dypfryst / Dette Er Mitt Helvete
Everyday I Must Suffer
The First Cut Is the Deepest
Evil Egocentrical Existencialism
Shut Up, There Is No Excuse To Live…


Håndværker - colic-help - skate - board - inv - rfp

Ingen kommentarer: