Syv lange år skulle der gå, siden kultbandet Nifelheim udgav et mindre mesterværk i form af ”Servants of Darkness”, til en opfølger er klar.
I løbet af de syv år er Nifelheim gået fra at være et obskurt, men anerkendt, undergrundsband, til at være et vaskeægte kultfænomen, især i deres hjemland Sverige, hvor de to bandgrundlæggere, tvillingebrødrene Tyrant og Hellbutcher (den ene hedder Pelle i virkeligheden, jeg har glemt hvad den anden hedder), længe er blevet husholdningsprodukter, efter adskillige optrædener i reklamer og TV, hvor de stolt viser deres enorme pladesamlinger frem, der indeholder i tusindvis af Iron Maiden artikler (brødrene har for år tilbage fået et livslangt adgangspas til alle Maiden shows af bandet personligt).
Det kan være at alt cirkusgøglet er skyld i, at Nifelheim har skullet bruge syv år på at lave en opfølger, men uanset hvad grunden er, så er det lykkes dem at lave et album der er værdigt til at bære Nifelheim logoet. Jeg har siden jeg hørte deres debutalbum ”Nifelheim” har et svagt punkt for dette band. Ikke fordi tvillingerne er kulte, men fordi de laver hamrende fedt musik. ’
”Envoy of Lucifer”, hedder denne nye bastard af et album, der kombinerer firsernes death, thrash og black metal med ekstremmetal fra begyndelsen af halvfemserne og endelig tilføjer et solidt skud NWOBHM i denne dødelige dosis. Det sidstnævnte krydderi stammer sikkert fra tvillingernes enorme passion for Maiden og andre samtidige bands, og det fungerer upåklageligt.
Prøv at lytte til det nærmest melodiske ”Gates of Damnation eller det fedt swingende ”Belial’s Prey”. Her understreges det, at Nifelheim er så meget, meget mere end bare et smadret undergrundsband.
For selvfølgelig er produktionen old-school og low-fi, nøjagtigt som teksterne er klicheprægede og naive, ligesom riffsene i mistænkelig grad ligger tæt op af noget man har hørt før.
Men før man kan dømme Nifelheim som et kopiband af tidligere tiders ekstremmetal, skal man overhøre den medrivende udførelse af musikalsk historie, som bandet lægger for dagen. Medlemmerne forstår og anerkender ikke blot de ekstreme pionerer, de dyrker og tilbeder dem, og det gør de så forbandet fremragende, at det endelige produkt efter min mening ikke kan tolkes som kopi, men derimod som dygtige kunstneres individuelle interpretationer af deres rødder, der nu tilfældigvis er udødelige ekstremmetal bands.
Faktum er, at jeg sjældent har hørt metal bedre, end når Nifelheim spiller sange som de ovennævnte og ”Infernal Flame of Destruction”, ”Storm of the Reaper” eller det skumle ”No More Life”. Det er simpelthen bare fremragende og medrivende black / thrash metal som man bliver præsenteret for på ”Envoy of Lucifer”.
Der er et par nitter i form af ”Claws of Death” og ”Evil is Eternal”, og skal jeg absolut holde dette album op mod tidligere udgivelser, så finder jeg ”Servants of Darkness” bedre, men kun marginalt.
Jeg er meget glad for, at Nifelheim er tilbage, og måske behøver det ikke tage syv år for bandet at lave en opfølger (det kommer nok an på, hvor meget Iron Maiden turnerer), men omvendt, så vil det sikkert være ventetiden værd.
Håndværker -
colic-help -
skate -
board -
jagtvej -
milkyway
